Firmatur til Berlin – eksempel #1 fra september 2025
Her er et konkret eksempel på et 2-dages program, som jeg planlagde og leverede for RM Coating i september 2025.
Turen blev arrangeret efter en kort, 1-times videokonference med firmaets rejseudvalg samt lidt frem og tilbage på telefon og e-mail med firmaets direktør.
Min briefing var at lave et afslappet program, hvor der gerne skulle være noget at stå op til om morgenen. Bespisningen skulle ikke være for fin, men mere have fokus på noget hyggeligt. Da det stadig er billigt at spise og drikke i Berlin, blev vi dog enige om at vælge en lidt højere kvalitet.
Hør fra gæsterne
“Vi havde fornøjelsen af at overlade planlægningen af vores firmaweekend i Berlin til Kristoffer fra OlsenToursBerlin – og det viste sig at være en rigtig god beslutning.
Alt fra hotelbookning, restauranter og aktiviteter var gennemtænkt og professionelt arrangeret i tæt kommunikation. Det gjorde det let for os blot at møde op og nyde weekenden. Programmet var en super blanding af kulturelle og fede oplevelser, historisk indsigt og tid til at hygge sig sammen som kolleger.
Cykelturen gennem Berlin er et must, hvis man virkelig vil se og forstå Berlin på et par timer.
Jeg kan på det varmeste anbefale OlsenToursBerlin til andre virksomheder, der ønsker en professionel og problemfri planlægning af en firmaweekend i Berlin.
– Rune Mangelsen, direktør (RM Coating)”

Programmet (Hvad skal man se i Berlin på 3 dage?)
- Torsdag
- Ankomst med bus til Berlin sent på eftermiddagen og indkvartering på et centralt, moderne hotel i nærheden af Alexanderplatz af logistiske årsager. Placeringen er måske ikke den mest hyggelige i Berlin, men man kommer rigtig nemt rundt med offentlig transport – hvilket ofte er det nemmeste og billigste (U-bahn, S-bahn, sporvogn osv.).
- Fredag
- Kl. 9.00 mødtes vi og spadserede gennem Alexanderplatz til cykeludlejeren for at påbegynde dagens planlagte guidede cykeltur (6 timer).
- Vi startede morgenen med at se og høre fortællinger om den genskabte royale Museumsø, Unter den Linden, Brandenburger Tor, Mindesmærket for Holocaust og videre ned forbi Checkpoint Charlie. Nogle kendte allerede disse steder, som man bare skal se, når man besøger Berlin, men da vi også havde førstegangsbesøgende med, skulle de selvfølgelig ikke snydes for disse seværdigheder.
- Jeg havde arrangeret en eksklusiv frokost i det flotte Plänterwald øst for Berlin, så herefter drejede vi cyklerne østpå gennem Kreuzberg. Undervejs så vi også noget af det tyrkiske Berlin omkring Kottbusser Tor samt den meget kendte Görlitzer Park med dens livlige aktivitet.
- Kl. 9.00 mødtes vi og spadserede gennem Alexanderplatz til cykeludlejeren for at påbegynde dagens planlagte guidede cykeltur (6 timer).

- Ved den nyrenoverede bådsmandspub nær Spreepark fik vi en dejlig frokost og et par velfortjente øl til herrerne. Frokosten stod på grilled cheese for de fleste, men et par havde også vovet sig ud i en svampesalat, hvilket var et stort hit. (Denne dag var menuen lidt begrænset, da der skulle afholdes bryllup i lokalerne.)

- Efter frokost fik herrerne den utrolige historie om den tidligere forlystelsespark Spreepark, som ligger lige ved siden af, og som også er i gang med at blive renoveret (2025).
- På vej tilbage mod Berlin gik turen gennem det gamle østlige kvarter Friedrichshain, hvor vi både nåede at se det hippe område omkring Boxhagener Platz og det alternative område omkring RAW-Gelände (tidligere industri). Til slut fik vi også historien langs Østtysklands tidligere pragtgade: Stalinallee.
- Herefter var herrerne naturligvis en smule trætte og fik sig en øl langs floden, inden de fleste kort var forbi det nærliggende hotel for at skifte før middagen.
- Om aftenen var der bestilt bord på en nyfortolket israelsk restaurant i deres event-lokale, hvor gruppen hyggede sig siddende tæt ved den åbne dør ud mod gaden. Typiske Berlin-begivenheder udfoldede sig udenfor – blandt andet en alternativ mand, der gik rundt med en boombox og dansede lidt “bare fordi”. Der var delemenu på midten af bordet i afslappet atmosfære, og det faldt i rigtig god smag hos gruppen.

- Senere på aftenen gik gruppen i byen – en tur til “Das Klo” var det udvalgte mål.
- Lørdag
- Denne morgen startede dagen til fods med en rundtur i Berlins gamle by og det tidligere jødiske kvarter – altså de gader, som krigen ikke ødelagde. Herfra bevægede vi os op mod det gamle arbejderkvarter Prenzlauer Berg, som gennem de sidste 30 år er blevet gentrificeret og transformeret til måske det mest attraktive kvarter i hele Berlin.
- På de flotte, brede brostensgader besøgte vi det lokale lørdagsmarked og fik efterfølgende lidt forfriskninger.
- Nu var det tid til frokost, og vi tog sporvognen tilbage ind mod centrum, hvor vi fik en fantastisk vietnamesisk omgang nudler og ris.
- Chefen havde besluttet, at der skulle lidt action på programmet til de yngre i selskabet, så jeg havde planlagt en tur med Sky Swing fra en skyskraber på Alexanderplatz. Det var en enorm succes, og vi måtte bestille et par ekstra billetter på dagen, da flere end forventet ville med. Os, der ikke ville gynge, kunne tage billeder fra skywalken lige ved siden af.

- Resten af eftermiddagen var der fri leg, og nogle benyttede lejligheden til at få en drink i TV-tårnet.
- Til aftensmad havde jeg bestilt en gastropub til gruppen, da chefen i samråd med rejseudvalget var blevet enige om, at der også skulle godt kød på programmet.
- Søndag
- Søndag kørte gruppen tilbage til Danmark med bus.
👉 Overvejer I at give medarbejderne eller samarbejdspartnerne en anderledes oplevelse i år? Læs mere om mine produkter her. Jeg hjælper jer gerne med at sammensætte et program, hvor hygge, kultur og teambuilding går hånd i hånd.
